Sønderjydske Kunstnere (SK) er en kunstnersammenslutning, hvor en del medlemmer er optaget i BKF (Danske Billedkunstneres Forbund) eller DBS (Dansk Billedhuggersamfund).

Sønderjydske Kunstnere – eller slet og ret SK består pt. af 17 medlemmer, og man har et ønske om, ikke at overstige 20 medlemmer.
Gæsteudstillere inviteres hvert år til deltagelse i udstillinger – og vurderes evt. som kommende medlem. Kunstnersammenslutningen startede med påskeudstillingen i ”Det gule palæ”, Gråsten i 1975. De første mange år udstillede Sønderjydske Kunstnere hvert år til påske i den smukke vandrehal i Business College Syd, Sønderborg.

Gruppen har sammen været vidt omkring med udstillinger i bl.a. Kulturspinderiet, Silkeborg, SAK i Svendborg, Filosofgangen i Odense, Varde Museum, Sønderborg Slot, Europakontoret i Bruxelles, Kunstcentret Mikkelberg i Tyskland.

Sønderjydske Kunstnere spænder over forskellige kunstarter – maleri, grafik, skulptur, keramik og tekstil. Alle medlemmer har stor erfaring og adskillige udstillinger bag sig, både i ind- og udland. Gennem mange år har Sønderjydske Kunstnere udstillet på BaneGården Kunst & Kultur i Aabenraa. Her har sammenslutningen været tilknyttet som fast kunstnergruppe.
I dag benyttes stedet til andet formål, og i stedet har gruppen fået en fast aftale omkring årlig forårsudstilling med Galleri Nexus, Uge.